VUF - Praksiseksempler

Eksempel 4


Aktør: Selvevaluering, peer-evaluering, underviser
Type: Artikelskrivning

Thora Grothe Thomsen,
Postdoc ved Institut for Regional Sundhedsforskning,
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SDU
Bibi Hølge-Hazelton,
Forskningsleder & forskningslektor,
Region Sjælland og Institut for Folkesundhed, KU


Kort kontekst for feedbackaktiviteten
Til selve feedbackaktiviteten er det både kursusleder, medkursister og artikelskribenten selv, der giver feedback på ufærdige artikeludkast. Fokus er at undersøge, hvilke elementer, der kan arbejdes videre med i artiklen og forslag hertil. Samt at motivere skribenten til det fortsatte arbejde, især når det ”går op ad bakke”.

Anvendelse
Feedbackaktiviteten blev udført på et artikelskrivningskursus i Region Sjælland, hvor der skrives både faglige og videnskabelige artikler. Kursisterne støttes i at skrive artikler, der dokumenterer allerede gennemførte udviklings- eller forskningsprojekter i sundhedssektoren i regionen. Dette gøres for at få flere til at dokumentere og skrive artikler indenfor det sundhedsfaglige område. Kurset løber over 6 gange med 6-8 kursister på hvert hold.

Selve aktiviteten og omfanget
Aktiviteten er inspireret af ”reflekterende team”, hvor kursisten stilles reflekterende spørgsmål af en person, og hvor der samtidig indlægges mulighed for at få refleksioner og kommentarer fra medkursister i det omfang, skribenten selv ønsker det. Der er normalt én til to kursister oppe i løbet af en seance på ca. 30 min. Kursisterne fik også skriftlig feedback fra underviserne. Der er to faser i aktiviteten: Fase 1 er forberedelse hjemmefra, hvor alle gennemlæser det konkrete artikeludkast ud fra en række fastlagte spørgsmål: Først nærlæses artiklen i ”frøperspektiv” og derefter læses den igen i ”fugleperspektiv”. I fase 2 stilles skribenten i plenum en række spørgsmål, som giver anledning til refleksion (igen fastlagte spørgsmål). Indimellem lægges der op til, at de øvrige kursister kommer med refleksioner og kommentarer på baggrund af det, de har forberedt i fase 1. Her er det vigtigt, at det er en styret proces, så det ikke bliver overvældende for skribenten at få feedbacken. Skribenten siger således selv til og fra, når personen vil have feedback, og der er fokus på også at motivere personen. Hele aktiviteten er rammet ind af en feedbackguide, som kursisterne selv har været med til at udvikle.

Erfaringer og evaluering
Det er vigtigt, at der foregår en åben dialog og refleksioner undervejs i plenum. Skribenten, der er oppe til feedback skal støttes og ikke have direkte løsninger men gode forslag. Der sker en selvrefleksion fra personens side. Atmosfæren skal være tryg for personen og motivere denne til at arbejde videre og gøre artiklen endnu bedre. Kursisterne har været meget begejstrede for denne feedbackaktivitet, og det har nu udviklet sig til en fast kursusform.

Vurdering: I hvilke kontekster vil feedbackaktiviteten kunne anvendes?

Egnet til holdstørrelse: 6-8 personer i hver gruppe – Det skal være fortroligt for kursisterne
Egnet til niveau: Alle niveauer af opgaveskrivning
Egnet til offline, online el. begge: Offline
Mulighed for andre aktører: Ja
Er aktiviteten en del af en prøveform? Nej
Er aktiviteten med i studieordningen? Nej (da det er et frivilligt kursus uden studieordning) – Men feedbackaktiviteten er beskrevet i kursusoplægget
Eventuelle referencer:

Thomsen,T.G., Hølge-Hazelton, B. (2014): Developing evidence-based practice: documenting a tailored writing course for healthcare practitioners, Nordic Journal of Nursing Research June 2014 vol. 34 no. 2 33-37

Wilson V. et al. (2008): Developing healthcare practice through action learning: individual and group journeys. Action Learning: Research and practice, pp. 21-38

Hounsell, D., McCune, V., Hounsell J. and Litjens, J. (2008): The quality of guidance and feedback to students, Higher Education Research and Development, 27 (1) pp. 55-67


For mere information om VUF bedes du kontakte:

SDU Universitetspædagogik - Rie Troelsen - riet@sdu.dk

For mere dybdegående information om denne feedbackaktivitet kontakt: 
Thora Grothe Thomsen - thst@regionsjaelland.dk