VUE - Praksiseksempler
Medievidenskab om aktiv deltagelse vha. online opgaver
Læringsmål: Viden, forstå, anvende, formidle, samarbejde
Prøveform: Aktiv deltagelse
Anette Grønning, Lektor, Institut for Kulturvidenskaber Medievidenskab, Det Humanistiske Fakultet, SDU |
BAGGRUND
Fortløbende prøveformseksempel er indhentet fra faget ”Digital kommunikation på arbejde”, som er et tilvalgsfag for studerende på 3. og 5. semester ved Syddansk Universitet. Undervisningen foregår som en vekselvirkning mellem offline- og online-undervisning. Offline-undervisningen består af 10 x 3 lektioner á 45 minutters varighed, mens onlineundervisningen udgøres af tre lektioner. I onlineundervisningen må de studerende selv bestemme deres fysiske placering. Det eneste krav er at de har adgang til en computer med internetadgang. Headset og webkamera indgår desuden som en del af fagets pensum på lige fod med bøger og kompendium. Online-undervisningen består af fire aktiviteter eller e-tiviteter som de studerende er deltagere i. Mediet, hvorpå onlineundervisningen foregår, er Adobe Connect og BlackBoard. For at bestå faget, skal de studerende være aktiv tilstede i 80 % af undervisningstiden og tage del i fagets e-tiviteter. Faget er udbudt tre gange, senest i 2012.
AKTIVITETEN
Fagets online-undervisning udgøres af følgende fire e-tiviteter:
- E-tivitet - Vores café: Formålet med denne aktivitet er de studerende skal mødes og sammen skabe virtuel aktivitet på diskussionsforummet BlackBoard samt blive fortrolig med systemet. E-tiviteten fungerer hovedsageligt som opvarming til de senere e-tiviteter. De studerende poster hver især en kort besked på forummet, hvor de fortæller om sig selv, eksempelvis yndlingsfag, fritidsinteresser o.lign. De studerende må gerne tilføje billeder, lyd og video. Herefter skal den studerende med jævne mellemrum returnere til forummet og skrive indlæg til minimum tre andre studerende. E-tiviteten forløber over en periode på tre uger.
- E-tivitet - Vores blog: Gennem e-learn.sdu.dk skal de studerende skabe en samling af brugbare kilder og perspektiver i relation til emnet ”digital kommunikation”. Den studerende skal finde en kilde og poste URL’en sammen med en tekst, hvori den studerende redegør for, hvorfor medstuderende kan have glæde af indholdet, hvad det interessante er og en vurdering af kildens validitet. Yderligere skal den studerende kommentere på minimum ét af sine medstuderendes indlæg. Den studerende er også ansvarlig for at forholde sig til kommentarerne til egne indlæg.
- E-tivitet - Virtuel fremlæggelse: De studerende inddeles i grupper á 5 studerende. Hver gruppe opretter et mødelink via programmet Adobe Connect. Hvert gruppemedlem fremlægger, med afsæt i selvstændigt forberedt materiale i 10 minutter. Under fremlæggelsen indtager de resterende gruppemedlemmer individuelle roller med hver deres ansvarsområder. (a) er ansvarlig for at oprette møderum + optagelse af mødet, (b) er mødeleder, (c) præsenterer oplægsholder, (d) er opponent. Der afsættes to uger til at de studerende kan gennemføre e-tiviteten, som afsluttes med en skritlig evaluering.
- E-tivitet – Vores wiki.: Via elarn.sdu.dk skaber de studerende i samspil en fælles wiki, som samler deres refleksioner over emnet ”digital kommunikation i en organisatorisk kontekst”. Wikien inddeles i otte temaer, som baserer sig på bloggens indhold fra e-tivitet 2. Den studerende udvælger et tema, som han/hun ønsker at skrive et eller flere afsnit til. Det forventes at afsnittet rummer den studerendes refleksioner over et teoretisk begreb fra undervisningen. Den studerende opfordres til at skrive kort og præcist for at tilpasse sig wiki-konteksten.
LÆRINGSMÅL
Prøveformen er anvendelig til at udprøve de studerendes digitale kompetencer. Variationen af medier medfører at den studerende præsenteres for flere af teknologiens anvendelsesmuligheder såvel som muligheden for at anvende teknologien som rum for faglige diskussioner.
RESPONS FRA STUDERENDE
De studerende mener, at undervisningsformen i høj grad er passende i forhold til fagets mål. Nogle studerende fremhæver det selvstændige arbejde som inspirationsgivende til at undersøge e-tiviteternes emne dybere. Ligeledes fremhæves fleksibiliteten og vekselvirkningen mellem offline- og onlineundervisning. E-tivitet 3 fremhæves af de studerende som mest lærerig.
EVALUERING
De studerende virker indstillet på at yde en indsats for at øge deres digitale kompetencer. Langt de fleste studerende tager godt imod e-tiviteterne og udfører disse med grundighed og engagement. Enkelte har givet udtryk for, at de hellere vil have mere traditionel undervisning, hvor de får serveret pensum fra underviseren og ikke i samme grad, er med til at skabe fagets indhold. Andre studerende forsøger at krybe uden om e-tiviterne af flere årsager: uvant situation, generthed og dovenskab. Nogle studerende dumper faget som følge af inaktivitet. De obligatoriske e-tiviteter skaber rammen for at øge de studerendes forberedelses- og faglige aktivitetsniveau mellem lektionerne. Dette kommer til udtryk ved mere fagligt kvalificerede diskussioner undervejs i forløbet, offline såvel som online. Online-undervisningen giver underviseren mulighed for at dokumentere processen og følge med i de studerendes aktivitetsniveau.
Egnet til holdstørrelse: | 5-75 studerende |
Egnet til niveau: | Bachelorniveau |
Egnet til offline, online el. begge: | Online |
Er aktiviteten med i studieordningen? | Ja |
Referencer: | Anette H. Grønning om e-tiviteter: http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/lom/article/view/5410 |
For mere information om VUE bedes du kontakte:
SDU Universitetspædagogik - Rie Troelsen - riet@sdu.dk
For mere dybdegående information om denne prøveform kontakt:
Anette Grønning - ahg@sdu.dk