VUF - Praksiseksempler

Eksempel 2


Aktør: Selvevaluering
Type: Projektarbejde

Ib Christensen,
Lektor ved Mads Clausen Instituttet,
Det Tekniske Fakultet, SDU


Kort kontekst for feedbackaktiviteten
Ingeniørstuderende giver sig selv feedback i en 10 siders rapport om deres input, læring og erfaringer i et tværfagligt projektarbejde. Formålet er, at de skal lære sig selv bedre at kende, blive mere udrustet til situationer i det virkelige liv og reflektere over deres læring og samarbejde.

Anvendelse
Alle 5. semester ingeniørstuderende i Sønderborg (fire studieretninger på bachelor- og diplomingeniør) får faget ”Expert in teams”. I faget skal de lære at vise deres ekspertise, men også at samarbejde i tværfaglige teams og at tage sig af de forskellige interessenter og deres behov. Normalt er der 50-70 studerende på et hold, men de inddeles i blandede teams på 15-25 studerende.

Hvert team skal løse en udfordring eller en case fra virkelighedens verden, og de skal bevise, at deres løsningskoncept kan fungere i virkeligheden. De skal aflevere et produkt (projektet) og en 10 siders rapport.

Selve aktiviteten og omfanget
De studerende tvinges til at reflektere over deres egen læring igennem afleveringen af en ca. 10 siders rapport. Rapporten skal handle om deres faglige indsats i teamet, deres egne input på projektet og deres læring og erfaringer undervejs. På denne måde giver de feedback til sig selv, og de bliver også mundtligt eksamineret i denne rapport.

De studerende får lavet en personlighedstest, som de skal bruge som redskab til at give feedback på sig selv og deres teamarbejde. Til selve eksamenen er der også en fri diskussion, hvor de studerende får peer feedback og feedback fra underviser. Her bruges personlighedstestene også til at forklare, hvorfor teamarbejdet og projektet gik, som det gik.

Det er vigtigt at have lokaler, hvor de studerende kan arbejde i deres teams. Desuden har de på ingeniørstudierne værksteder eller laboratorier, som bruges til projektarbejde.

Underviser har en vejlederrolle undervejs i forløbet.

Der skal bruges meget tid på at læse alle individuelle rapporter, sætte sig ind i hvert projekt og selve eksamenen tager ofte 4 hele dage.

Erfaringer og evaluering
Dette er en kompleks, men gennemprøvet eksamens- og feedbackform. Det kræver tid for underviser at sætte sig ind i det og engagement og tid til at give feedback til de studerende. Hvis de studerende ikke giver hinanden konstruktiv feedback, kan det være ødelæggende for gruppearbejdet. Derfor skal underviser sørge for, at de studerende har nogle rammer for, hvordan man giver god feedback.

De studerende er meget positive overfor denne aktivitet. Mange melder tilbage senere, at det har været meget brugbart for dem i deres praktik og senere, når de, efter endt uddannelse, skal ud i virksomhederne og arbejde. Det giver dem et indblik i ”real life” situationer.

Vurdering: I hvilke kontekster vil feedbackaktiviteten kunne anvendes?

Egnet til holdstørrelse:  Store hold, men skal kunne inddeles i teams
Egnet til niveau:  5. semester og op. Skal have erfaring i projektarbejde
Egnet til offline, online el. begge:  Offline. Teamarbejdet er vigtigt og den efterfølgende face-to-face eksamen
Mulighed for andre aktører:  Peer og underviserfeedback samt automatisk
Er aktiviteten en del af en prøveform? Ja. Karakteren afhænger af, hvor godt de har evalueret sig selv
Er aktiviteten med i studieordningen? Ja. Se studieordningen 
Andre fagområder? Der vil kunne inddrages andre fagområder i projektet
Eventuelle referencer:  Bygger på egne erfaringer

For mere information om VUF bedes du kontakte:

SDU Universitetspædagogik - Rie Troelsen - riet@sdu.dk

For mere dybdegående information om denne feedbackaktivitet kontakt: 
Ib Christensen, ic@mci.sdu.dk