VUE - Praksiseksempler

Forelæsning i det offentlige rum, caféeksamen


Læringsmål: Formidling, håndtere 
Prøveform: Portfolio og mundtlig forsvar

Per Grau Møller,
Lektor, Institut for Historie,
Det Humanistiske Fakultet, SDU

BAGGRUND
Dette prøveformseksempel er anvendt på 1. semester på kandidatuddannelsen i historie ved Syddansk Universitet i det obligatoriske kursus ”Historical Methods and Theory”. I faget udarbejder den studerende en personlig portefølje bestående af fem opgaver, som indleveres til endelig eksamensbedømmelse med mundtligt forsvar. Den studerende skal i sin portefølje bestå minimum fire ud af dei alt fem stillede opgaver for at gennemføre kurset. I én af porteføljeopgaverne skal den studerende afholde en forelæsning på en offentlig café, hvorfor denne aktivitet er blevet tildelt kaldenavnet caféeksamen. Aktiviteten har været i brug med undervisningshold på 10-15 deltagere siden 18. maj 2010.

AKTIVITETEN
Den studerende får til opgave at afholde en forelæsning på en offentlig café, hvor et selvvalgt emne inden for rammerne af faget præsenteres. Forelæsningen estimeres til en varighed på 20-30 minutter. Den studerende udarbejder forelæsningen på egen hånd. Det er tilladt at anvende hjælpemidler, som kan understøtte formidlingen af forelæsningens indhold, eksempelvis brug af PowerPoint-præsentationer, lyd og video. Den studerende modtager ingen bedømmelse efter forelæsningens afslutning. Bedømmelsen finder først sted ved indlevering af den samlede portefølje til endelig eksaminationsbedømmelse. Forelæsningen vil derfor blive optages på video således, at underviser og censor senere har mulighed for at bedømme den studerendes præstation. Alle tilhører har, hvad enten der er tale om undervisere, medstuderende eller cafégæster, mulighed for at stille den studerende spørgsmål i relation til forelæsningen. På forelæsningsdagen drives caféen som normalt. Idéen er at den studerende skal indsættes i en autentisk situation, hvor de skal gøre et fagligt relevant emne forståeligt og spændende for en offentlig forsamling.

LÆRINGSMÅL
Caféeksamen er formålstjenligt til at udprøve den studerendes færdigheder i relation til formidling af videnskabelig- og forskningsbaseret viden til offentligheden. Forelæsningen foregår på baggrund af indhold og litteratur svarende til kandidatniveau. Den studerende skal med dette faglige afsæt, demonstrere evnen til at formidle det faglige indhold på en spændende og oplysende måde. Samtidigt skal den studerende være i stand til at forholde sig til publikums spørgsmål til forelæsningen.

RESPONS FRA STUDERENDE
Caféeksamen har modtaget positive tilkendegivelser fra de studerende. Det opleves som en spændende udfordring at forberede, strukturere og afholde forelæsningen. Den uvante kontekst og publikums tilstedeværelse fungerer som en stor motivationsfaktor for at yde en god præstation, både i forhold til at demonstrere faglighed og til at give publikum en lærende oplevelse. Konteksten opleves som autentisk og det at ”træde fra universitet ud i virkeligheden”. Der opleves ikke øget nervøsitet eller angst i forhold til andre prøveformer såvel som at der heller ikke opleves et øget pres. Sidstnævnte kan have sammenhæng med at de studerende ikke er tvunget til at afholde forelæsningen for at bestå kurset. Det er hændt at enkelte studerende, efter eget ønske, ikke har afholdt forelæsningen, disse deltager stadig på forelæsningsdagen som publikum.

EVALUERING
Fordelen ved caféeksamen er den autentiske kontekst, hvori de studerende får lov til at afprøve deres kompetencer uden for universitets vante rammer. De frie rammer i relation til forelæsningens form og indhold medfører forskelligartede og kreative forelæsninger, som giver rum til at de studerendes diversiteten bliver fremtrædende. Samtidigt er det fordelagtigt, at de studerende bruger publikum som en yderligere motivation for at yde en god indsats. De studerende påtager sig opgaven med engagement og velvilje. Der har vist sig få ulemper i forhold til gennemførelsen af aktiviteten, men det kan ikke afvises at enkelte studerende kan føle sig begrænset i forhold til brugen af teknologiske redskaber i deres forelæsning. Konteksten sætter en naturlig begrænsning for, hvad der er muligt, eksempelvis i forhold til antallet af fremvisningsprojektorer, belysning o. lign. Samtidigt er der større risiko for uro og andre gener fra cafémiljøet, hvilket af hensyn til bevarelsen af den autentiske kontekst og caféens drift, er vanskeligt at ændre.

FREMTID
I et fremadrettet perspektiv indgår caféeksamen fortsat som porteføljeopgave i faget. Dog mangler der mere viden om, hvordan aktiviteten forløber på undervisningshold med mere end 15 studerende.

Egnet til holdstørrelse: 10-15 (I 2014 afprøves med 35 studerende)
Egnet til niveau:  Kandidatniveau
Egnet til offline, online el. begge: Offline
Er aktiviteten med i studieordningen? Ja
Referencer:

 

 

For mere information om VUE bedes du kontakte:
SDU Universitetspædagogik - Rie Troelsen - riet@sdu.dk

For mere dybdegående information om denne prøveform kontakt: 
Per Grau Møller pgm@sdu.dk