VUE - Praksiseksempler

Miljø og erhvervsøkonomi om take home i grupper


Læringsmål:  Formidle, samarbejde
Prøveform: Større skriftlig arbejde

Anna Lund Jepsen,
Lektor, studieleder ved Institut for Marketing
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU

BAGGRUND
Prøveeksemplet er indhentet fra faget ”International markedsanalyse” på bacheloruddannelsen i erhvervsøkonomi ved Syddansk universitet. Faget udprøves gennem en skriftlig hjemmeopgave i rapportform uden mundtligt forsvar, som både udarbejdes selvstændigt og med bidrag fra andre studerende.

AKTIVITETEN
Rapporten udarbejdes i grupper med 2-3 medlemmer. De studerende udarbejder problemformulering, indledning og konklusion i fællesskab, mens resten af rapportens indhold, skal bestå af afsnit, som udarbejdes selvstændigt af gruppemedlemmerne. Med afsæt i både fælles og den studerendes selvstændige bidrag afgives individuel karakter. 

LÆRINGSMÅL
Prøveformen er anvendelig til at udprøve studerendes kvalifikationer i relation til det specifikke fag samt deres evne til at opstille en præcis og målrettet problemformulering. De studerende skal være i stand til at identificere relevante informationssteder og kilder til belysning af problemstillingen og forholde sig kritisk til disse. Dernæst udprøves den studerende i at kommunikere deres viden igennem en velstruktureret rapport. Projektarbejdet, inklusiv vejledning og forberedelse, normeres til 87 arbejdstimer pr. studerende. Ved grupper på to personer udgøres besvarelsen af maksimalt 20 sider og 30 sider ved tre personer.

RESPONS FRA STUDERENDE
De studerende er glade for prøveformen, som giver dem mulighed for at samarbejde med andre studerende. Ligeledes er de studerende tilfredse med at udarbejde selvstændige bidrag til rapporten, da det giver dem mulighed for at udfolde deres egne interesseområder. Det opleves som udfordrende og spændende at strukturere en rapport i samspil med medstuderende.

EVALUERING
Der ydes en stor indsats i forhold til udarbejdelsen af rapporterne. Fordelen ved brugen af prøveformen er, at de studerende opnår erfaring med gruppearbejde, hvor der både arbejdes mod selvstændigt og fælles mål. Vekselvirkningen mellem fælles og selvstændige bidrag til rapporten medvirke til, at de studerende får mulighed for at indfri deres personlige ambitioner i faget uden at det får (postiv/negativ) betydning for de resterende gruppemedlemmer. Gruppearbejdet gør det muligt at udarbejde en mere omfangsrig rapport, der lader de studerende gå dybere ned i faget og deres emne. 

Egnet til holdstørrelse: 25-50 studerende
Egnet til niveau:  Bachelorniveau
Egnet til offline, online el. begge: Offline
Er aktiviteten med i studieordningen? Ja
Referencer: Studieordning
http://www.sam.sdu.dk/study/fagbasen/fagbesk.shtml?fag_id=23210&print=1 

 

For mere information om VUE bedes du kontakte:
SDU Universitetspædagogik - Inger-Marie F. Christensen - imc@sdu.dk eller Rie Troelsen - riet@sdu.dk

For mere dybdegående information om denne prøveform kontakt: 
Anna Lund Jepsen - alj@sam.sdu.dk