VUF - Praksiseksempler

Eksempel 11


Aktør: Peer-evaluering
Type: Opgaveløsning

Lone Hansen,
Studielektor ved Juridisk Institut,
Det Samfundsfaglige Fakultet, SDU


Kort kontekst for feedbackaktiviteten
En feedback-skriveøvelse hvor de studerende besvarer en caseopgave og giver hinanden feedback på denne. Øvelsen skal træne de studerende i at finde problemer i en case og i klar og tydelig skriftlig formulering.

Anvendelse
På jura og HA(jur)-uddannelserne i faget ”Kreditsikring og civil tvangsfuldbyrdelse” er der ofte problemer med de studerendes formuleringer til eksamen. De studerende har en fire timers skriftlig eksamen, men er ofte ikke i stand til at formulere sig klart og tydeligt på skrift. Det drejer sig om hold på 120-150 studerende, som godt nok har øvelsestimer, hvor de øver sig i det mundtlige, men hvor de ofte mangler skriftlig træning. Derfor besluttede underviser bl.a., at lave en skriveøvelse, hvor de studerende kunne få feedback på deres formuleringer, uden at dette giver meget mere arbejde til underviseren.

Selve aktiviteten og omfanget
Underviser havde inden lektionen uploadet en caseopgave på SDUs e-læringsplatform, e-learn.sdu.dk, som de studerende skulle forberede en besvarelse på. Desuden var øvelsen blevet introduceret i en tidligere lektion, så alle var med på, hvad den gik ud på. I selve undervisningen blev skriveøvelsen introduceret med fokus på, at det ikke er en kontrol af de studerende men en hjælp til deres eksamen. Derefter byttede de studerende besvarelse med deres sidemand, så de kunne give feedback på hinandens besvarelser.

De studerende fik så en kort beskrivelse af, hvordan de skulle bedømme besvarelsen ansigt-til-ansigt ved at give en karakter for:

  • Evnen til at identificere problemstillingerne
  • Og en karakter for den sproglige fremstilling

Desuden skulle de ”give konstruktive kommentarer undervejs i en positiv ånd”. De fik ca. 20 minutter til at bedømme hinandens besvarelser.

Efter de studerende havde givet bedømmelser til hinanden, gennemgik underviser et fiktivt forslag på en besvarelse. Underviser overvejede, at en af de studerendes besvarelser kunne gennemgås på klassen, men valgte at lave en fiktiv besvarelse, der kunne gives fælles kritik på, for ikke at udstille en af de studerende. I plenum blev det diskuteret, hvordan denne fiktive besvarelse kunne forbedres, og erfaringer blev udvekslet. Der blev også diskuteret opgavetekniske problemer af relevans for besvarelserne.

Dette er ikke en særligt omfattende aktivitet for underviser. Der blev brugt lidt tid på at finde en case, der blev uploadet på e-learn.sdu.dk, og ellers blev der kun brugt en time på selve øvelsen i undervisningen.

Erfaringer og evaluering
Det er meget vigtigt, at underviser gør det klart overfor de studerende, hvad opgaven går ud på, og hvad den skal bruges til. Det skal varsles på forhånd, så de ikke bliver skræmt over metoden, og det er vigtigt, at de er med på den og forstår, hvad det kan give dem. Det tager tid at lære at formulere sig klart og tydeligt. Derfor overvejer underviser også at bruge øvelsen på andre hold og flere gange undervejs i semesteret.

De studerende har erkendt, at de havde brug for denne feedback og selve skriveøvelsen, for at klare sig godt i faget. Derfor var de også meget positivt stemt overfor øvelsen og engagerede sig meget i den. De ville gerne have endnu flere af disse øvelser, og de gik meget op i at give konstruktiv feedback til hinanden. Dog var der nogle stykker på holdet, der valgte at gå, primært fordi de ikke havde forberedt nogen besvarelse.

Vurdering: I hvilke kontekster vil feedbackaktiviteten kunne anvendes?

Egnet til holdstørrelse: Alle
Egnet til niveau: Alle
Egnet til offline, online el. begge:

Offline - men case udleveret online

Mulighed for andre aktører: Underviser
Er aktiviteten en del af en prøveform? Nej
Er aktiviteten med i studieordningen? Nej - men overvejes om den skal være
Eventuelle referencer: Nej

 

For mere information om VUF bedes du kontakte:
SDU Universitetspædagogik - Inger-Marie F. Christensen - imc@sdu.dk eller Rie Troelsen - riet@sdu.dk

For mere dybdegående information om denne feedbackaktivitet kontakt: 
Lone Hansen - lha@sam.sdu.dk